Ronaldo sender Marokko ud af VM med historisk sejrsmål

    Cristiano Ronaldo erobrede endnu en gang overskrifterne med en vild målrekord, da Portugal onsdag vandt 1-0 over Marokko og sendte det afrikanske land ud af VM i fodbold.

    Med sejren i Moskva har Portugal fire point for to kampe i gruppe B, mens ineffektive Marokko er uden point før sin sidste kamp mod Spanien.

    Dermed er afrikanerne som de første færdige ved VM, uanset hvordan resultatet bliver onsdag aften i kampen mellem Iran og Spanien i samme gruppe.

    Iranerne har tre point efter en kamp, mens Spanien har et point.

    Cristiano Ronaldo bragte Portugal foran 1-0 allerede efter fire minutters spil mod Marokko, og Real Madrid-stjernen scorede dermed for fjerde gang ved slutrunden i Rusland.

    Cristiano Ronaldo udnyttede sløset marokkansk opdækning og headede Portugal foran.

    Målet sendte Ronaldo op på 85 landskampsmål for Portugal, så han nu er den mest scorende europæer nogensinde i landsholdssammenhæng.

    Da Ronaldo med sit tredje mål udlignede til 3-3 mod Spanien sent i Portugals første kamp i gruppe B, tangerede han den rekord, som den ungarske legende Ferenc Puskas havde siddet alene på siden 1956.

    På verdensplan har kun Ali Daei scoret flere mål end Cristiano Ronaldo i landsholdsregi.

    Iraneren lavede fra 1993 til 2006 hele 109 mål for sit land.

    Efter ni minutter af kampen mod Marokko gjorde Ronaldo et ihærdigt forsøg på at komme tættere på rekorden, men han sendte en afslutning forbi mål.

    Kort tid efter var Marokkos anfører, Medhi Benatia, tæt på i den anden ende, men hans afslutning blev pareret af Portugal-målmand Rui Patrício.

    Omkring fem minutter før pausen lagde Ronaldo bolden frem til Gonçalo Guedes, der afsluttede, men Marokkos målmand, Monir El Kajoui, leverede en flot parade.

    Marokko, der tabte 0-1 til Iran i sin første kamp, havde mange afslutninger, men effektiviteten manglede, og det fortsatte i anden halvleg.

    Det var dog Cristiano Ronaldo, der indledte med at brænde en chance, da han hamrede bolden langt over mål.

    Ti minutter inde i halvlegen måtte Rui Patrício vise klassen, da han reddede et hovedstød fra Marokkos Younès Belhanda.

    Medhi Benatia viste igen, at hans forcer ligger andetsteds, da Juventus-forsvareren sendte en stor mulighed langt over mål.

    Ronaldo spillede ikke sin bedste kamp, men det var nok til at sikre et middelmådigt spillende Portugal-hold den første sejr og samtidig sende Marokko ud af VM.

    /ritzau/