Danmark går glip af værtskab for EM i herrehåndbold

    Danmark kommer ikke til at være vært for EM i håndbold for mænd i 2022 eller 2024.

    Det står klart, efter at Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) onsdag på sin kongres i Glasgow valgte at give værtskaberne til andre lande.

    Danmark havde søgt om at afholde herrernes EM sammen med Schweiz i enten 2022 eller 2024.

    Kort før afstemningen onsdag valgte Danmark og Schweiz imidlertid at trække sig fra afstemningen om værtskabet i 2022, meddeler EHF på Twitter.

    EHF valgte at tildele værtskabet i 2022 til Ungarn og Slovakiet, der var gået sammen om et fælles bud.

    Belgien, Frankrig og Spanien havde også lavet et samlet bud på at afholde EM i 2022.

    Heller ikke EM i 2024 blev tildelt det fælles dansk-schweiziske bud.

    Det bliver i stedet Tyskland, der skal arrangere herrernes EM for første gang i historien.

    Danmark har en enkelt gang arrangeret herrernes EM, det var i 2014.

    Danmark er næste år vært for VM-slutrunden for herrer, i øvrigt sammen med Tyskland.

    I 2020 skal Danmark arrangere EM for kvinder sammen med Norge.

    EHF tildelte onsdag EM-slutrunden for kvinder i 2022 til et samlet bud fra Slovenien, Makedonien og Montenegro.

    /ritzau/