EU går ind i kampen om kunstneres rettigheder på internettet.
Fremover vil platforme som YouTube være ansvarlige for at sikre, at indhold delt af brugere ikke bryder mod copyright-regler.
Kommercielle platforme skal samtidig sørge for, at kunstnere får en bid af den økonomiske kage, som indholdet skaber.
Sådan lyder det i et nyt ophavsretsdirektiv, som onsdag er stemt igennem i Europa-Parlamentets retsudvalg.
Internettet er den største markedsplads for copyright-beskyttet materiale.
Bliver det ikke reguleret, vil det gå ud over europæisk kreativitet og EU-borgernes adgang til information, lyder det.
Det nye direktiv er ikke blevet mødt med begejstring på internettet, som de seneste uger har været præget af internationalt oprør.
Internetaktivister kalder copyright-loven dødsstødet for blandt andet populære satiriske billeder – såkaldte memes – og ytringsfriheden.
Deres vrede har især Jens Rohde (R), medlem af EU-Parlamentets retsudvalg, mærket på tæt hold. Han har dagligt modtaget mere end 70.000 spammails.
Men deres vrede bunder i uvidenhed, lyder det.
– Jeg kan blankt afvise, at der er angreb på ytringsfrihed. Jeg kan blankt afvise, at det er masseovervågning.
– Og jeg kan blankt afvise, at alle ikke-kommercielle og opensource-platforme bliver ramt. Det står specifikt i det, vi har vedtaget i dag, siger han.
Internetaktivisterne har fået opbakning fra World Wide Webs opfinder, britiske Tim Bernes-Lee.
Han er i sidste uge gået sammen med over 70 af internettets “originale arkitekter og pionerer” om et åbent brev til formanden af parlamentet, Antonio Tajani.
I brevet kritiseres det nye direktiv for at være “en trussel mod fremtiden af det globale netværk”.
At den nye copyright-lov betyder enden på internettet, er Morten Løkkegaard stærkt uenig i. Han er Venstres EU-parlamentariker.
Derimod er der tale om en tæmning af “det vilde vesten”, som internettet i dag er kendetegnet ved.
Den enorme kritik har dog ført til, at der i parlamentet er blevet indgået kompromiser for at sikre ytringsfriheden.
– Netop fordi kritikken har været der, og det er en legitim bekymring, så har man optaget alle de nødvendige hensyn til det, siger han.
Det vil være op til Rådet og medlemslandene at afgøre, hvordan copyright-loven rent teknisk skal gribes an.
/ritzau/