1000 boliger i 12 boligblokke skal rives ned i Aarhus V

    12 boligblokke med op mod 1000 boliger skal rives ned i det vestlige Aarhus.

    Det har et flertal i Aarhus Byråd besluttet i forbindelse med en ny aftale om byens udsatte boligområder.

    – Vi laver en meget omfattende omdannelse, så vi kan indfri de mål, som et flertal i Folketinget har besluttet – nemlig at reducere andelen af almene boliger til under 40 procent, siger borgmester Jacob Bundsgaard (S).

    Den nye aftale bygger oven på en tidligere helhedsplan for Gellerup og Toveshøj-området, som figurerer på regeringens ghettoliste.

    Her er der de senere år blevet nedrevet fem boligblokke med 300 boliger.

    Tidligere på året besluttede et flertal i Folketinget, at andelen af almene boliger i udsatte boligområder skal ned på 40 procent.

    Det er den beslutning, som et flertal af partierne i Aarhus Byråd nu udmønter lokalt.

    De 12 boligblokke, som skal fjernes, fordeler sig med ni i Gellerup/Toveshøj samt tre i Bispehaven.

    Spørgsmål: Men hvor skal de mennesker, hvis boliger skal rives ned, så bo?

    – Det, der har været vigtigt, er, at vi kan tilbyde en passende bolig til dem, der bliver berørt af de forandringer, der kommer til at ske.

    – En passende bolig vil være en bolig, som både har en størrelse, som er passende til deres familier og et huslejeniveau, som man har råd til at betale, siger Jacob Bundsgaard.

    Planen er, at der skal opføres et tilsvarende antal almene boliger andre steder i byen.

    – Det er et stort indgreb for de mennesker, det berører. Derfor er der lavet en aftale om at opføre et tilsvarende antal boliger andre steder i byen, siger Jacob Bundsgaard.

    Der afsættes således ti millioner kroner årligt de kommende 12 år med henblik på at opføre 1000 ekstra almene boliger.

    Den politiske plan skal nu drøftes med byens boligorganisationer, hvorefter den endeligt skal vedtages i byrådet.

    /ritzau/