Dronning Margrethes kusine, prinsesse Elisabeth, døde tirsdag aften. Hun blev 83 år.
Dødsfaldet sker efter en række begivenheder i kongehuset i år med både glæde og sorg.
Se nogle af dem her:
* 19. juni klokken 18.15 sov prinsesse Elisabeth stille ind efter længere tids sygdom. Prinsessen var omgivet af sin nærmeste familie, oplyser kongehuset.
Hun vil blive bisat fra Lyngby Kirke.
* 26. maj fyldte kronprins Frederik 50 år. Han blev fejret med begivenheder over en uge.
Det skete blandt andet med motionsløbet Royal Run, der fandt sted i fem danske byer. Kronprinsen løb selv med i alle fem byer. Godt 70.000 motionister løb med.
* 13. februar døde dronningens mand, prins Henrik, efter længere tids sygdom. Han blev 83 år.
Prins Henrik blev bisat 20. februar. I alt 60 gæster var med i Christiansborg Slotskirke. Prins Henrik havde selv ønsket en privat, mindre ceremoni.
Bisættelsen blev dog transmitteret i fjernsynet, og mange fulgte med både foran skærmen og udenfor kirken.
Kilde: Kongehuset og Ritzau.
/ritzau/