OVERBLIK: Trumps USA trækker sig fra internationale aftaler

    Lørdag oplyste USA’s præsident, Donald Trump, at han har til hensigt at trække USA ud af nedrustningsaftalen INF, der blandt andet forbyder mellemdistance-missiler.

    Hvis det sker, vil det ikke være første gang, siden USA fik Donald Trump som præsident i januar 2017, at landet har trukket sig fra internationalt samarbejde.

    Herunder kan du få et overblik over andre aftaler og organisationer, som USA har forladt:

    * Klimaaftalen fra Paris.

    1. juni 2017 oplyste Donald Trump, at USA vil forlade Parisaftalen fra 2015. Formelt kan USA først trække sig fra aftalen 4. november 2019. Processen med at komme ud tager et år.

    Aftalen indeholder en ambition om, at temperaturen på kloden ikke må stige med mere end to grader sammenlignet med niveauet før industrialiseringen.

    * Aftalen om Irans atomprogram.

    8. maj 2018 oplyste Donald Trump, at USA ikke vil overholde sin del af atomaftalen med Iran. Rent teknisk ville han ikke fortsætte suspensionen af økonomiske sanktioner mod Iran, som ellers var et af USA’s bidrag til aftalen.

    Aftalen blev indgået i juli 2015 mellem Iran, USA, Rusland, Kina, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og EU. Den trådte i kraft i januar 2016.

    I aftalen gik Iran med til at begrænse antallet af centrifuger, der bruges til berigelse af uran, og til at reducere landets lager af uran med 98 procent. Til gengæld skulle Vesten ophæve sanktioner mod landet.

    * Unesco.

    I november 2017 trak USA sig ud af Unesco, der er FN’s organisation for uddannelse, videnskab, kultur og information. USA har dog bevaret et kontor i hovedkvarteret i Paris.

    USA havde i flere år kritiseret Unesco for at være for kritiske over for Israel. Et af stridspunkterne var, at Unesco i 2011 optog Palæstina som medlem. Allerede dengang stoppede USA med betalinger til Unesco.

    * Handelsaftalen TPP.

    Trumps forgænger, Barack Obama, forhandlede med 11 andre lande en handelsaftale på plads med navnet Trans Pacific Partnership (TPP).

    Tilsammen udgjorde de 12 lande 40 procent af verdensøkonomien.

    Aftalens formål var at sænke toldsatser mellem landene for at øge samhandlen og skabe vækst.

    Kort efter at Donald Trump tiltrådte, trak han USA fra aftalen, der døde kort efter.

    * UNHRC.

    19. juni 2018 oplyste den amerikanske FN-ambassadør, Nikki Haley, at USA trækker sig fra FN’s Menneskerettighedsråd, UNHRC.

    USA kritiserer rådet for at være for kritisk over for Israel. Derudover er USA utilfredse med, at der i rådet sidder en række repræsentanter fra lande, som selv overtræder menneskerettighederne.

    * INF-traktaten.

    Efter et valgmøde i delstaten Nevada annoncerer Trump 20. oktober 2018, at USA vil trække sig fra nedrustningstraktaten INF. Den formelle besked vil blive afleveret på et møde i Rusland med deltagelse af John Bolton, Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, de følgende dage.

    Traktaten blev udarbejdet af USA’s daværende præsident, Ronald Reagan, og den sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov, i 1987. Den forbyder blandt andet landbaserede missiler med mellem 500 og 5500 kilometers rækkevidde.

    Kilde: Reuters, AP, BBC, Ritzau, FN.

    /ritzau/