Egyptisk landstræner: Tabte på 10-15 dårlige minutter

    Egypten er efter alt at dømme færdig ved VM i fodbold allerede efter gruppespillet.

    Tirsdag tabte holdet 1-3 til værtsnationen, Rusland, og dermed er Egypten uden point efter to kampe i gruppe A.

    Stjernespilleren fra Liverpool Mohamed Salah var ellers med fra start, men trods et mål på straffespark var det tydeligt, at han endnu ikke er på toppen efter skaden, han pådrog sig i Champions League-finalen.

    – Ingen kan argumentere imod hans vigtighed på holdet, og vi havde foretrukket at have ham med i træningslejren op til VM, men det handlede om at få ham klar.

    – Det er svært at sige, hvordan det var gået, hvis han var i topform, men som jeg plejer at sige, så skal der bag en eller to superspillere være et hold, siger landstræner Héctor Cúper.

    Han så sit hold som det bedste inden pausen, men Rusland scorede tre gange inden for et kvarter i begyndelsen af anden halvleg.

    – Vi spillede en god første halvleg, men havde så 10-15 rigtigt dårlige minutter, og det var grunden til, at vi tabte. Vi forsvarede ikke godt nok, lyder det fra Egyptens træner.

    Hans mandskab møder Saudi-Arabien i den sidste kamp, men en sejr er næppe nok til at komme i spil til avancement. Det kræver, at alle resterende kampe former sig perfekt.

    Modsat kan Rusland dårligt undgå at gå videre efter to sejre med sammenlagt 8-1.

    – Vi tog et stort skridt mod næste runde, men nu må vi forberede os på det næste. Vi skal gøre vores hjemmearbejde.

    – Jeg håber, at der kommer mere. Men VM-trofæet gives ikke til det hold, der først scorer otte mål, siger Ruslands træner, Stanislav Cherchesov.

    Nu venter Uruguay i den sidste gruppekamp, hvor førstepladsen formentlig er på spil.

    – Det er et helt andet hold på et helt andet niveau, vurderer russeren.

    /ritzau/