Murray taber til australsk problembarn i comeback

    Den tidligere verdensetter i tennis Andy Murray led et nederlag, da han tirsdag gjorde comeback efter næsten et års skadespause i ATP-turneringen på Queens Club-anlægget i London.

    Skotten, der senest var i aktion ved Wimbledon sidste sommer, tabte 6-2, 6-7, 5-7 til det australske problembarn Nick Kyrgios, der har været ramt af flere disciplinærsager.

    Murray, som har været igennem en hofteoperation, var i sejrsposition, men måtte se sig slået i en underholdende kamp.

    I en opsigtsvækkende duel undervejs slog Kyrgios to gange bolden mellem benene på sig selv, inden han vandt pointet med en fremragende stopbold.

    De to spillere lagde ud med at holde serv fem gange i alt, men herefter brød Murray til 4-2 efter et maratonparti.

    Derfra blev det nemt spil for skotten i sættet, der blev sikret med endnu et brud til 6-2.

    Græs er kendt som underlaget, hvor det er sværest at bryde serven, men det var ikke til at se i begyndelsen af andet sæt, der blev indledt med tre brud, så Kyrgios kom foran 2-1.

    Murray brød dog tilbage til 4-4, og så var der lagt op til en spændende afslutning i tiebreak.

    Her var Kyrgios skarpest og vandt 7-4, så kampen måtte afgøres i tre sæt.

    Nu var det som om, at spillerne havde servet sig varme. De gav ikke mange åbninger til hinanden, men Murray måtte afværge to matchbolde ved stillingen 4-5.

    Kyrgios spillede sig til endnu en matchbold ved stillingen 6-5, og her svigtede Murray med en graverende dobbeltfejl.

    Turneringen fungerer som opvarmning til Wimbledon i første halvdel af juli, men Murray ved endnu ikke, om han er klar til grand slam-turneringen.

    Han vil først se, hvordan kroppen reagerer på tirsdagens kamp.

    – Hvis jeg vågner i morgen og ikke har det godt, er det ikke det bedste tegn på, at jeg skal spille kampe bedst af fem sæt, siger Murray.

    En anden tidligere verdensetter Novak Djokovic vandt overbevisende i sin første kamp i turneringen. Serberen slog John Millman med 6-2, 6-1.

    Den nuværende verdensetter, Roger Federer, deltager i denne uge i græsturneringen i tyske Halle.

    Her vandt schweizeren sin første kamp med 6-3, 6-4 over Aljaz Bedene.

    /ritzau/