Magasin du Nords ejer overvejer et salg af kæden

    Den britiske ejer af Magasin du Nord, Debenhams, overvejer et salg af kæden. Det skriver Reuters.

    Der er seks Magasin du Nord i Danmark. Den bedst kendte ligger på Kongens Nytorv i København, mens der også er Magasin-stormagasiner i Kgs. Lyngby, Fields, Rødovre, Odense og Aarhus.

    – Det er det rette tidspunkt for os til at kigge på den forretning, sagde finansdirektør i Debenhams Matt Smith tirsdag.

    Det sker, efter at Debenhams, der ejer stormagasiner i Europa, tirsdag måtte nedjustere for tredje gang på seks måneder efter konkurrencepres og et hårdt forretningsmiljø i kernemarkedet Storbritannien.

    – Det er veldokumenteret, at det er exceptionelt hårde tider for detailmarkedet i Storbritannien, og vores salg i kvartalet afspejler dette.

    – Vi ser ikke markedsforholdene ændre sig i den nære fremtid, sagde administrerende direktør i Debenhams Sergio Bucher i den forbindelse.

    /ritzau/