Sydkorea forvirrer svenske spioner med trøjeskift

    Svenskerne beskyldes for at spionere ved en af Sydkoreas lukkede træninger i Østrig i optakten til VM i Rusland.

    Janne Andersson, Sveriges landstræner, bekræfter, at scouten Lasse Jacobsson overværede Sydkoreas træning, men det skete ved en fejl.

    – Han hørte om en træning, men han forstod ikke, at det var en lukket træning. Han forstod det ikke og observerede fra distancen, siger Janne Andersson.

    – Det er meget vigtigt, at vi udviser respekt over for alle vores modstandere under alle omstændigheder.

    – Hvis nogen fortolker det anderledes, så beklager vi, siger landstræneren.

    Hos Sydkorea vurderer man dog ikke, at svenskerne kan kende forskel på de asiatiske spillere alligevel.

    Derfor har Shin Tae-Yong, Sydkoreas landstræner, helt bevidst skiftet rundt på spillernes trøjer i testkampene op til VM for at forvirre Sverige yderligere.

    – Vi byttede rundt på dem, fordi vi ikke ville vise vores modstandere alt. Vi ville forsøge at forvirre dem.

    – De kender måske nogle få af vores spillere, men det er meget svært for vesterlændinge at se forskel på asiater, og det var derfor, vi gjorde det, siger Shin Tae-Yong.

    Så spionagen har ikke haft den store værdi, hvis det er tilfældet. Og den svenske spion er ikke noget, der bekymrer sydkoreanerne.

    – Alle trænere føler nok, at deres modstandere udspionerer dem hele tiden.

    – Det er helt naturligt, at vi forsøger at få så meget information som muligt om vores modstandere, siger Shin Tae-Yong.

    Kampen mellem Sverige og Sydkorea spilles mandag klokken 14 dansk tid.

    I gruppens første kamp vandt Mexico overraskende 1-0 over Tyskland søndag aften.

    /ritzau/AFP