Tidligere domsmand ville bestikke sig til magt i retssag

    I en usædvanlig sag idømmer Københavns Byret en tidligere domsmand 60 dages betinget fængsel for at have forsøgt at bestikke sig til at få indflydelse på “Hvepsebo-sagen”, hvor han var suppleant.

    Han tilbød penge til en kvindelig kollega for at få hende til at melde sig syg, så han kunne overtage hendes rolle som domsmand i sagen og dermed få indflydelse på dommen.

    Den skyldige nægtede sig ellers skyldig i sagen, men byretten lægger den kvindelige kollegas vidneudsagn til grund for dommen.

    Tirsdag afgav kollegaen et vidneudsagn, hvor hun fortalte om hændelsen, hvor forsøget på bestikkelse var foregået.

    – Han indhenter mig på vej ud af retssalen på en af sagens sidste dage. Så spørger han, om jeg ikke kan melde mig syg.

    – Han siger: “Jeg er ærgerlig over ikke at være med, så hvis nu du ville være syg? Ellers kan jeg give dig et beløb”, sagde den kvindelige kollega i retten.

    Straffesagen, som den 43-årige mand ville påvirke, var den første ankesag i en stor sag om menneskehandel, som politiet har døbt “Hvepsebo”.

    I sagen var tre rumænske søskende, der bor i Danmark, anklaget for gennem flere år at have udnyttet ludfattige landsmænds identiteter til at begå kriminalitet.

    Målet var at malke det danske samfund for penge.

    Den 43-årige mand kendes skyldig i alle forholdene, som han var tiltalt for.

    Anklagerne lød på bestikkelse, tjenesteforsømmelse samt at forsøge at få en kollega til at melde sig syg.

    Retsformanden i sagen siger, at man ser det som en alvorlig forbrydelse, da manden har tilsidesat hensynet til domsmandssystemet.

    Dommen kan gøres betinget, hvis den 43-årige i stedet påtager sig 80 timers samfundstjeneste.

    Den 43-årige har udbedt sig 14 dages betænkningstid til at beslutte sig for, om han vil anke eller ej.

    /ritzau/