Tre teenagere bliver onsdag fremstillet for drabsforsøg i forbindelse med et skyderi i Helsingør tirsdag aften.
Det oplyser Henrik Gunst, der er politikommissær ved Nordsjællands Politi.
– Der er tale om to 19-årige og en på 17. De sigtes alle for drabsforsøg, siger han.
Ingen personer blev ramt ved skyderiet, der skete ved rundkørslen ved Prøvestensvej og Kongevejen i Helsingør. Skuddene blev affyret mod en bil.
Hvad der lå forud for skyderiet, undersøger politiet stadig. Men ifølge Henrik Gunst arbejder man ud fra, at de tre sigtede har forbindelse til bandemiljøet.
– Det er vores hypotese, siger Henrik Gunst.
Grundlovsforhøret begynder klokken 13 ved Retten i Helsingør. Politiet ved endnu ikke, hvordan de forholder sig til sigtelsen.
Faktisk blev ni personer anholdt.
– Vi valgte blandt andet at anholde fire personer, som befandt sig i den bil, der blev skudt efter, så vi havde sikret deres tilstedeværelse, tilføjer Henrik Gunst i en pressemeddelelse.
– Derudover stødte vi også på en bil med to personer i, der muligvis kunne være interessante for sagen, og dem valgte vi også at anholde.
– Det er en af årsagerne til de mange anholdte, og det er også årsagen til, at flere er blevet løsladt igen, siger politikommissær Henrik Gunst.
/ritzau/











