53-årig kvinde død efter trafikulykke i Herlev

    En alvorlig trafikulykke i Herlev har resulteret i, at en kvinde på 53 år mandag har mistet livet.

    Det oplyser Københavns Vestegns Politi på Twitter.

    Ulykken skete mandag eftermiddag i krydset ved Herlev Ringvej og Mileparken og medførte, at krydset blev midlertidigt afspærret. En bilinspektør blev efterfølgende sendt til ulykkesstedet.

    To personer kom til skade i ulykken, hvoraf den ene var den 53-årige kvinde, der nu er død.

    Den afdøde kvindes pårørende er blevet underrettet, oplyser politiet, der ikke har yderligere oplysninger i sagen.

    /ritzau/