Flere skud affyret på Midtsjælland

    Politiet er mandag aften rykket ud til Stenlille ved Sorø efter anmeldelser om flere skud på Stationsvej.

    Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

    – Vi får flere anmeldelser om, at der er affyret tre-fire skud, fortæller vagtchef Jan Andersen.

    – Umiddelbart skulle ingen være ramt, fortsætter han.

    Politiet fik anmeldelserne om skyderiet klokken 20.16.

    Ved 21.30-tiden kan vagtchefen ikke sige, om politiet har fundet patronhylstre eller skudhuller i området.

    – Vi er på stedet og arbejder intenst på at finde ud af, hvad der er sket, siger han.

    /ritzau/