Piotr Wozniacki: Caroline havde problemer med ketsjerne

    Det blev en nervepirrende affære – i hvert fald i første sæt – da Caroline Wozniacki mandag spillede sin første kamp ved grand slam-turneringen French Open i Paris.

    Den danske tennisspiller måtte gennem et hakkende første sæt, inden hun fandt rytmen og vandt 7-6, 6-1 over amerikanske Danielle Collins i første runde.

    Efter kampen fortalte Caroline Wozniackis far og træner, Piotr Wozniacki, at hans datter havde problemer med sine ketsjere i kampen mod verdensranglistens nummer 44.

    – Vi har i flere dage overvejet, hvor mange kilo, der skal i strengene, men de taber helt op til to kilo undervejs. Det har vi ikke været ude for før på den måde.

    – Vi må have et par stykker med endnu flere kilo i klar til næste kamp. Caroline brugte alle sine (otte, red.) ketsjere i dag, og det var ikke optimalt. Det kan være varmen, ja, siger Piotr Wozniacki til Ekstra Bladets hjemmeside.

    Caroline Wozniacki var to gange i første sæt bagud med et break mod den velspillende Danielle Collins, der havde initiativet i duellerne.

    Efter at danskeren vandt tiebreaken i første sæt med 7-2 faldt amerikaneren sammen og lavede adskillige fejl i andet sæt, som Caroline Wozniacki vandt sikkert.

    I anden runde venter Georgina Garcia Perez på Caroline Wozniacki.

    Spanieren er på den seneste verdensrangliste faldet til en placering som nummer 219 i verden.

    De to spillere har ikke tidligere mødt hinanden.

    /ritzau/