Ny Champions League-triumf gør Zidane mundlam

    Real Madrid kunne lørdag aften juble over tredje Champions League-triumf på stribe efter finalesejr på 3-1 over Liverpool.

    Alle tre gange har træneren heddet Zinedine Zidane, og han har svært ved at finde ord for triumfen.

    – Det er imponerende, hvad vi har oplevet, siger den franske træner ifølge uefa.com.

    – Jeg har ikke ord for det. Jeg fortalte spillerne, at de skulle nyde øjeblikket. De kommer aldrig til at opleve noget lignende igen, siger Zidane.

    Real Madrids sejr kom hjem i en særdeles medrivende og underholdende anden halvleg, hvor særligt Gareth Bale trådte i karakter efter sin indskiftning.

    Bale scorede først et drømmemål på et saksespark til 2-1, og han stod også for målet til 3-1.

    Den walisiske spiller løb derfor med de overskrifter, som hans offensive kollega og Champions League-topscorer Cristiano Ronaldo normalt er en del af.

    Det gjorde dog ikke sejren mindre speciel for Ronaldo, der har vundet turneringen fem gange i karrieren indtil nu.

    – Det var det her, vi gik efter. Vi vidste, det ville blive svært, men vi fortjente at vinde.

    – Finaler er altid svære, men vi fortjente det. Vi skabte historie, siger Ronaldo.

    /ritzau/