48 dræbt da bus stødte ind i lastbil og traktor i Uganda

    48 mennesker er omkommet, efter en bus er kollideret med en lastbil og en traktor i Uganda.

    Det oplyser en talskvinde for Røde Kors ifølge nyhedsbureauet AFP.

    16 af de dræbte er børn, tilføjer talskvinden, Irene Nakasiita.

    Kort forinden havde ugandisk politi meddelt, at antallet af omkomne i ulykken er 22.

    Blandt andet er alle tre chauffører, der var involveret i ulykken, omkommet, meddeler politiet.

    Ulykken skete fredag aften i Kiryandongo, der ligger omkring 220 kilometer nord for hovedstaden, Kampala.

    Bussen kolliderede først med en traktor, der kørte uden lys på, og røg derefter ind i en lastbil, der havde en last fuld af øl.

    Uganda er berygtet for de mange trafikulykker, der sker på landets dårligt vedligeholdte og svagt oplyste veje.

    I årene fra 2015 til 2017 mistede over 9500 mennesker livet i trafikulykker i Uganda, viser tal fra landets transportministerium.

    /ritzau/AFP