USA indgået en aftale med den kinesiske smartphone-gigant ZTE om at ophæve sanktioner, som kunne have kostet virksomheden livet.
Det skriver The New York Times og flere internationale nyhedsbureauer.
ZTE fik i april forbud mod at købe komponenter til sine mobiltelefoner hos amerikanske underleverandører i syv år.
Det var ifølge Reuters en straf for, at firmaet havde brudt en aftale med amerikanske myndigheder, som blev indgået, efter at virksomheden tidligere havde ignoreret et amerikansk forbud mod at handle med Iran og Nordkorea.
Men i forrige uge besluttede Trump overraskende at sætte sig for at redde ZTE fra en truende konkurs.
Kursændringen mødte omgående modstand i Kongressen. 26 af de i alt 100 medlemmer af Senatet opfordrede i et fælles brev præsidenten til ikke at slække på sin hårde linje over for Kina.
Fredag skriver Trump i et tweet, at han “vil lade ZTE genåbne med sikkerhedsgarantier på højt niveau, udskiftning i direktion og bestyrelse, skal købe amerikanske dele og betale en bøde på 1,3 milliarder (dollar, red.).
Dermed får ZTE lov til at genoptage forretningsaftaler med virksomheder i USA som blandt andre Qualcomm Inc., der fremstiller computerchips.
Trump sagde tirsdag i denne uge ifølge AP, at han overvejede at opbløde de skrappe sanktioner mod ZTE som en “vennetjeneste” over for Kinas præsident, Xi Jinping.
/ritzau/











