EU-aftale strammer regler for banker med dårlige lån

    EU-landene har vedtaget en bankpakke, der reducerer risikoen og strammer reglerne for banker med dårlige lån.

    Det skriver finansminister Kristian Jensen (V) på Twitter under EU’s økonomi- og finansministermøde fredag i Bruxelles.

    Aftalen er en vigtig del af den bankunion, som EU håber at nå til fuld enighed om i år.

    – EU har taget et vigtig skridt mod en bedre finansiel sektor, skriver Kristian Jensen.

    – Danske prioriteter om realkredit er sikret, skriver finansministeren.

    Med den nye aftale skærper EU-landene endnu engang kapitalkravet til bankerne, efter at finanskrisen ramte Europa for ti år siden.

    De nye krav skal gøre europæiske banker bedre i stand til at modstå økonomisk chok og gøre dem mere modstandsdygtige over for fremtidige kriser.

    EU-Kommissionen kalder aftalen, der har været undervejs i halvandet år, en markant milepæl.

    Det glæder EU-Kommissionens næstformand, Valdis Dombrovskis, der har ansvaret for finansiel stabilitet, at det lykkedes at nå til enighed.

    – Europa har brug for en stærk og alsidig banksektor til at finansiere økonomien. Aftalen, som er blevet indgået i Rådet, er et vigtigt skridt mod dette mål, siger Valdis Dombrovskis.

    /ritzau/