Den Oscar-vindende skuespiller Morgan Freeman har udsendt en undskyldning, efter at otte anonyme kvinder over for tv-stationen CNN har anklaget ham for upassende eller krænkende adfærd.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
– Enhver, der kender mig, eller har arbejdet med mig, ved, at jeg ikke er en, som bevidst fornærmer eller gør nogen utilpas, siger Freeman i sin undskyldning.
– Jeg undskylder enhver, der har følt sig utilpas eller disrespekteret. Det har aldrig været min hensigt.
Kvinderne, som CNN har talt med, har arbejdet på forskellige filmset i løbet af Morgan Freemans karriere.
En af dem beskriver uønskede berøringer og kommentarer om tøj og kvindens figur.
Eksempelvis forsøgte Morgan Freeman ifølge kvinden at løfte hendes nederdel, mens han spurgte, om hun havde trusser på. Kvinden understreger, at Freeman aldrig fik løftet nederdelen.
Ingen af de andre nævner uønskede berøringer, men flere gentager anklagerne om kommentarer om tøj og krop.
Morgan Freeman vandt en Oscar for bedste birolle i “Million Dollar Baby” fra 2004.
Han er tidligere nomineret for sine roller i “Street Smart” fra 1987, “Driving Miss Daisy” fra 1989, The Shawshank Redemption” fra 1994 og “Invictus” fra 2009.
/ritzau/











