Vendsyssel tager første stik mod Lyngby

    Vendsyssel FF tog et fornemt første skridt mod en plads i Superligaen torsdag aften.

    På hjemmebanen i Hjørring vandt holdet fra 1. division 1-0 over Lyngby fra den bedste række.

    Opgøret var første af to playoffkampe, hvor vinderen får en plads i Superligaen i den kommende sæson, mens taberen skal spille i den næstbedste række.

    I en fysisk tung kamp gav Vendsyssel de potentielle superliganedrykkere fra Lyngby kamp til stregen.

    Især i første halvleg sad hjemmeholdet på spillet og pressede sjællænderne tilbage på banen.

    Især kantspillerne Mikael Anderson og Lucas Jensen skabte tro på Vendsyssels oprykning gennem hurtige fremryk i siderne.

    Allerede efter seks minutter blafrede målnettet på Lyngbys banehalvdel, men der blev fløjtet offside på Mikael Anderson.

    Han fik dog revanche 20 minutter inde i kampen.

    Lejesvenden fra FC Midtjylland stod rigtigt, da Lucas Jensen lagde et fladt indlæg ind i det lille felt, hvorfra Anderson scorede til 1-0.

    Efter pausen lagde Lyngby ud med et overtag og flere brugbare chancer.

    I det 69. minut fik Herolind Shala en stor en af slagsen, men Lyngbys offensivspiller sparkede direkte på Vendsyssel-keeper Nikolai Flø.

    I resten af anden halvleg bød Lyngby sig til flere gange, men det lykkedes ikke at score et vigtigt udebanemål, og derfor vandt Vendsyssel det første slag med 1-0.

    Returopgøret spilles i Lyngby den kommende søndag klokken 16.

    /ritzau/