Thomas Cup-herrer booker semifinale ved VM for hold

    Det mandlige danske badmintonlandshold kunne torsdag fejre endnu et succesfyldt skridt på vejen ved VM i badminton for hold.

    I Bangkok vandt Danmark i kvartfinalen sikkert over Sydkorea i turneringen, som også hedder Thomas Cup.

    Danmark bragte sig foran 3-0, da Hans-Kristian Vittinghus vandt sin herresinglekamp, og dermed var de to sidste kampe ikke nødvendige.

    Danmark sikrede sig onsdag førstepladsen i gruppe D med sejr over Malaysia.

    I semifinalen møder Danmark Japan, som besejrede Frankrig i kvartfinalen.

    Viktor Axelsen var første mand i aktion for Danmark. Den forsvarende verdensmester måtte ud i tre sæt og en yderst nervepirrende afslutning, før det lykkedes at vinde over Sydkoreas Son Wan Ho med 21-14, 14-21, 22-20.

    I anden kamp var doublen med Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding oppe mod Sydkoreas Chung Eui Seok og Kim Dukyoung. Den danske duo vandt i to sæt med 21-11, 21-19 og udbyggede den samlede føring til 2-0.

    Hans-Kristian Vittinghus skulle så i ilden i herresingle mod Lee Dong Keun, og danskeren spadserede sig igennem første sæt, som blev vundet overlegent med 21-8.

    Danskeren fik dog anderledes modstand i andet sæt, som Vittinghus tabte 15-21.

    Dermed skulle der et tredje og afgørende sæt til, og her svigtede Hans-Kristian Vittinghus ikke. Han vandt 21-17.

    Mathias Boe og Mathias Christiansen skulle have mødt Choi Solgyu og Kim Won Ho i herredouble, mens Jan Ø. Jørgensen skulle have spillet sidste kamp mod Heo Kwang Hee.

    De to kampe var ikke nødvendige at spille. /ritzau/