Brøndby vil være en del af top-3 i efteråret

    Brøndby vil slutte i top-3 i Superligaen i det kommende efterår og forventer ikke flere væsentlige transferindtægter i løbet af sommeren.

    Det oplyser fodboldklubben i en kvartalsrapport for første kvartal af 2018.

    – Brøndby er i top-3 af Superligaen i andet halvår af 2018, skriver Brøndby om forventninger til resten af året.

    I mandags spillede Brøndby 1-1 hjemme mod AaB og endte på andenpladsen i Superligaen. Klubben har i denne sæson også vundet pokalturneringen.

    Brøndby har solgt målmanden Frederik Rønnow til tyske Eintracht Frankfurt for cirka 21 millioner kroner og forventer ikke flere salg af den kaliber.

    – Brøndby realiserer ikke yderligere væsentlige transferindtægter i resten af 2018 ud over salget af Frederik Rønnow, lyder det fra klubben.

    Sportsdirektør Troels Bech forklarer, at det betyder, at klubben ikke planlægger yderligere store spillersalg denne sommer.

    – Selvfølgelig kan alt ske i et transfervindue, men det er positivt, at vi ikke længere skal planlægge med at sælge yderligere spillere for at leve op til vores budgetmæssige ansvar.

    – Det er på baggrund af salget af Frederik Rønnow og ikke mindst de gode sportslige og kommercielle resultater, vi har opnået her i foråret, siger Troels Bech til klubbens hjemmeside.

    Til gengæld vil klubben sondere markedet for nye spillere, der kan forstærke holdet.

    – Vi kan med andre ord koncentrere os om at finde de helt rigtige tilføjelser til truppen og ikke være under et pres for at afsætte spillere.

    – Det er planen, men det betyder ikke, at virkeligheden ikke kan overhale de forventninger, vi har. Men det stiller os i en god position frem til den nye sæson, lyder det fra sportsdirektøren.

    Sommeren bliver ikke blot præget af transfervinduet, men også en VM-slutrunde, og det kan få betydning for Brøndbys transfervindue.

    – En slutrunde besværliggør altid transfervinduet for os klubber. I Brøndby IF vil vi jo allerhelst have vores endelige trup klar 13. juni, når truppen møder ind til første træning.

    – Men erfaringen med slutrunder siger, at alting bliver en anelse forskubbet, og at de store linjer først bliver trykt efter en slutrunde, forklarer Troels Bech.

    /ritzau/