Thomas Cup-herrer slår Malaysia og vinder deres gruppe

    Det mandlige danske badmintonlandshold vandt onsdag sin gruppe ved Thomas Cup, da Malaysia blev besejret i en tæt dyst.

    Danmark vandt 3-2, da Jan Ø. Jørgensen i tre sæt vandt sin sidste kamp i herresingle.

    Dermed slutter Danmark øverst i gruppe D ved VM for hold, der spilles i Bangkok.

    I lodtrækningen efterfølgende stod det klart, at Danmark møder Sydkorea i kvartfinalen, mens vinderen af opgøret mellem Japan og Frankrig venter i en eventuel semifinale.

    Lodtrækningen resulterede også i, at de danske kvinder i Uber Cup får det svært i kvartfinalen, hvor Kinas favoritter venter.

    Den danske verdensmester i herresingle, Viktor Axelsen, måtte se sig besejret i opgøret mod Lee Chong Wei, der er nummer syv på verdensranglisten.

    Her vandt Lee Chong Wei kampen i to sæt. Første sæt blev helt overbevisende med cifrene 21-9, mens Axelsen havde mere modstand i sig i andet sæt, som dog blev tabt 19-21.

    Herredoublen med Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding udlignede i den samlede stilling til 1-1 for Danmark, da parret slog Goh Shem og Tan Wee Kiong i tre sæt.

    Danskerne tabte første sæt 22-24, men tog de to sidste sæt med 21-15 i begge sæts tilfælde.

    Så kunne Hans-Kristian Vittinghus efterfølgende bringe Danmark foran i kampen med en sejr over Lee Zia Jia, der er nummer 45 i verden.

    Det lykkedes dog ikke for Vittinghus, der tabte 18-21, 18-21.

    Igen måtte en herredouble så udligne til 2-2 for Danmark, da Mathias Boe og Mathias Christiansen var ude i en tæt dyst mod Teo Ee Yi og Chia Aaron.

    Det danske par tabte første sæt 19-21, men var overbevisende i andet sæt, som blev vundet 21-10.

    Så ventede det afgørende tredje sæt, og her spillede Boe/Christiansen sig til to matchbolde foran 20-18.

    En enkelt var dog nok til at tage sættet 21-18, vinde kampen ug udligne til 2-2. Forløsningen var tydeligt stor hos specielt Mathias Christiansen, der smed trøjen i jubel over udligningen.

    Herefter var det så op til Jan Ø. Jørgensen at sikre Danmark gruppesejren i opgørets sidste møde, som var i herresingle, mod Iskandar Zulkarnain.

    Det var et møde mellem verdensranglistens nummer 55, som er Jan Ø. Jørgensen og nummer 50.

    Jan Ø. Jørgensen fik kæmpet sig tilbage i første sæt efter at have været bagud stort, men tabte sættet 16-21.

    Andet sæt var tættere, og fra 10-11 blev det 13-13, inden Jan Ø. Jørgensen bragte sig foran 14-13 og tog sættet 21-17.

    Danskeren bragte sig foran 8-4 og 10-5. Jan Ø. Jørgensen havde mest overskud i tredje sæt og bragte sig foran 14-7, og ved 20-11 til danskeren kunne det næsten ikke gå galt.

    Den første matchbold blev misbrugt, men danskeren vandt sættet 21-14.

    /ritzau/