USA og Kina er enige om at reducere det amerikanske handelsunderskud med Kina. Det skal ske ved, at Kina køber flere amerikanske varer. Det gælder specielt landbrugsprodukter og energi.
Det fremgår af en fælles udtalelse fra de to stormagter lørdag aften dansk tid.
– Der er enighed om at tage effektive skridt mod i væsentlig grad at reducere USA’s handelsunderskud i varer over for Kina, hedder det.
Udtalelsen kommer, efter at de to lande torsdag og fredag har været i dialog om det handelsunderskud, som præsident Donald Trump jævnligt har udtalt sig vredt over.
Ifølge præsidenten mister USA 500 milliarder dollar i handlen med Kina hvert år.
Kina lover at fremsætte forslag til lovændringer, der vil tillade mere amerikansk import. Det gælder blandt andet en ændring af den kinesiske patentlov.
– For at imødekomme kinesernes voksende forbrug og et behov for en økonomisk udvikling af høj kvalitet vil Kina købe væsentligt flere amerikanske varer og tjenesteydelser. Det vil støtte væksten og beskæftigelsen i USA, skriver landene.
Trump lovede under valgkampen i 2016, at han ville reducere handelsunderskuddet.
Formålet med de seneste dages møder er at forhindre en ulmende handelskrig mellem de to lande, efter at USA har indført nye og omstridte toldsatser på importerede varer.
Donald Trump har indført told på stål og aluminium.
Tolden skal især ramme kinesisk dumping på det amerikanske marked.
/ritzau/Reuters











