Winnipeg og Ehlers lider nyt nederlag til NHL’s sensation

    Winnipeg Jets med danske Nikolaj Ehlers på holdet har for alvor ryggen mod muren efter endnu et nederlag i semifinaleserien mod Vegas Golden Knights i verdens bedste ishockeyliga, NHL.

    Natten til lørdag dansk tid tabte Ehlers og co. 2-3 på udebane til Golden Knights. Dermed har Golden Knights vundet tre opgør, mens Jets har taget en enkelt sejr i serien, hvor der spilles bedst af syv kampe.

    Det er højst sensationelt, at Golden Knights nu er blot en enkelt sejr fra at stå i den eftertragtede Stanley Cup-finale.

    Det er holdets første sæson i ligaen, og ikke mange havde spået mandskabet mange chancer for at stryge hele vejen til tops.

    Således lå Golden Knights nederst på mange bookmakeres liste over favoritter forud for sæsonen. Allerede i NHL’s grundspil viste holdet dog imponerende takter, som er fortsat ind i slutspillet.

    I sejren natten til lørdag bragte William Karlsson hjemmeholdet foran med 1-0 i første periode. I anden periode udlignede Patrik Laine til 1-1, inden Tomas Nosek igen bragte Las Vegas-mandskabet på sejrskurs.

    I tredje periode bragte Tyler Myers balance i regnskabet, men knap syv minutter før tid kom så det afgørende mål. Reilly Smith sendte pucken i mål til 3-2 til stor fornøjelse for hjemmepublikummet.

    Nikolaj Ehlers kom ikke på måltavlen, og dermed har han stadig sin første scoring til gode i slutspillet. Han står noteret for nul mål og syv assister.

    Turen for Ehlers og co. går nu hjem til Winnipeg. Her spilles det femte opgør søndag aften klokken ni dansk tid.

    /ritzau/