Michel Platini: Snyd banede vej for VM-drømmefinale

    Den franske fodboldlegende Michel Platini afslører med 20 års forsinkelse, at der blev fusket med lodtrækningen til VM i 1998.

    Lodtrækningen, der fandt sted i december 1997, magede det således, at Frankrig og Brasilien ikke kunne møde hinanden før i finalen, hvis de ellers vandt deres respektive grupper, hvilket skete.

    Brasiliens regerende verdensmestre blev placeret i gruppe A og Frankrigs værter i gruppe C.

    – Frankrig-Brasilien i finalen, det var alles drøm. Der var en smule snyd, siger Michel Platini i et interview med radiostationen France Bleu Sport.

    Han var i forbindelse med VM i 1998 en af cheferne i organisationskomitéen for de franske VM-arrangører.

    Hele interviewet sendes søndag, men flere nyhedsbureauer og medier har fået fat i et par citater fra interviewet på forhånd.

    – Vi brugte ikke seks år på at organisere VM uden at lave et par rævestreger. Tror du, andre VM-arrangører undlod det? siger og spørger den franske legende i interviewet.

    Den nu tidligere præsident for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) er i øjeblikket udelukket fra alle fodboldrelaterede aktiviteter.

    Både han og den forhenværende præsident for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Sepp Blatter, blev dømt i forbindelse med den store korruptionsskandale, der har klæbet til Fifa i flere år.

    Platini endte efter flere appelsager med at få fire års karantæne, mens Sepp Blatter endte med seks års karantæne.

    Netop Sepp Blatter undrer sig over Michel Platinis udtalelser.

    – Hvad der skete, var helt normalt, siger schweizeren til nyhedsbureauet AP.

    – Jeg er meget overrasket over, at Platini siger dette. Der var ingen snyd, siger Sepp Blatter, som var generalsekretær i Fifa, da lodtrækningen fandt sted i 1997.

    VM-finalen i fodbold i 1998 blev vundet 3-0 af Frankrig over Brasilien.

    Franskmændene vandt deres indledende gruppe foran Danmark, Sydafrika og Saudi-Arabien.

    Brasiliens verdensmestre endte som sejrherre i sin gruppe foran Norge, Marokko og Skotland.

    Det var dog i flere omgange tæt på, at den såkaldte drømmefinale ikke var blevet til noget.

    Frankrig måtte i ottendedelsfinalen ud i forlænget spilletid mod Paraguay og vandt kun 1-0 på et sent mål.

    I kvartfinalen måtte franskmændene efter 120 målløse minutter ud i straffesparkskonkurrence, inden Italien blev besejret 4-3.

    Brasilien, der i kvartfinalen vandt 3-2 over Danmark, måtte ud i straffesparkskonkurrence i semifinalen mod Holland.

    Efter forlænget spilletid var stillingen 1-1, hvorefter brasilianerne vandt samlet 5-3 efter straffespark.

    /ritzau/