Et statsligt salg af cannabis og en indlemmelse af Israel i EU.
Det er to af de ting, som Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, foreslår i en ny debatbog.
Debatbogen “Exodus – vejen frem for centrum-venstre” udkom fredag, men allerede onsdag skabte et af bogens forslag røre.
Det skyldes, at idéen om at legalisere cannabis går imod Socialdemokratiets linje – og det problem har flere af forslagene haft.
Her kan du få et overblik over nogle af forslagene i Sass Larsens debatbog:
* Forslag: Hash skal legaliseres, og brugen af hårde stoffer skal afkriminaliseres. Hashsalget skal overtages af staten, og de penge, som man sparer på at bekæmpe det, skal i stedet bruges på at øge oplysning og behandling på området.
* Reaktion: Forslaget flugter ikke med Socialdemokratiets linje, og den bliver der ikke ændret på, slog Dan Jørgensen, næstformand for Socialdemokratiets folketingsgruppe, fast over for Ritzau onsdag.
* Sophie Hæstorp Andersen (S), formand for Region Hovedstaden, har dog siden bakket op om Sass Larsens linje.
* Forslag: Løgnagtige historier hos medier skal straffes med en bøde i størrelsesordenen eksempelvis en dags omsætning. Derudover skal der placeres et større personligt ansvar hos journalister og redaktører.
* Reaktion: Socialdemokratiet har ikke kommenteret forslaget. Venstre har dog været positiv over for idéen i et interview med Politiken.
* Forslag: Israel skal indlemmes i Nato og EU. Det skal ske “som en del af løsningen for varig fred for det jødiske folk”.
* Reaktion: Udenrigsordfører Nick Hækkerup (S) sagde fredag til DR, at det ikke er Socialdemokratiets politik, “at Israel skal være medlem af hverken Nato eller EU på nuværende tidspunkt”.
Kilder: Information, Ritzau, Politiken, dr.dk.
/ritzau/











