DF-leder på tur gennem Rosengård med Sverigedemokraterna

    Dansk Folkeparti har ikke tidligere villet samarbejde med Sverigedemokraterna, men efter flere ugers hemmelige forberedelser er DF’s formand, Kristian Thulesen Dahl, kommet til Malmø.

    Her har han onsdag eftermiddag mødt partileder Jimmie Åkesson i den belastede bydel Rosengård.

    Det skriver Kvällsposten.

    DF ønsker at hjælpe Sverigedemokraterna i den kommende valgkamp. Åkessons parti er svenskernes mulighed for at sige nej til mere indvandring, mener DF-lederen.

    – Kristian Thulesen Dahl ville meget gerne se Rosengård og kontaktede os, og jeg har jo heller ikke været her meget, fortæller Åkesson.

    De to partiledere tog en spadseretur gennem Rosengård, hvor andelen af indvandrere er meget høj. De bevægede sig gennem et område, som betegnes som “særligt udsat” af politiet.

    Den berømte fodboldspiller Zlatan Ibrahimovic er opvokset i bebyggelsen.

    – Jeg synes, at Jimmie Åkesson gør et godt stykke arbejde. Det er helt vanvittigt, at de andre partier i Sverige ikke taler med ham og Sverigedemokraterna, mener Thulesen Dahl.

    Under DF’s tidligere formand var forholdet til Sverigedemokraterna køligt. Ikke mindst på grund af, at folk med højreekstreme og nynazistiske holdninger var en del af partiet.

    Der er valg i Sverige 9. september.

    /ritzau/