Tre voldsomme eksplosioner hurtigt efter hinanden rystede onsdag den afghanske hovedstad, Kabul, hvorefter der blev udløst skudsalver, oplyser politiet og Indenrigsministeriet.
Politiet siger, at en eksplosion skete nær en politistation i den centrale del af storbyen. Myndighederne frygter, at der er dræbte eller sårede.
Der er endnu ikke klarhed over de to andre eksplosioner.
En embedsmand i Indenrigsministeriet siger, at en selvmordsbomber sprængte sig selv i luften i politistationens indgang. Politistationen ligger i et kvarter med mange udenlandske ambassader og regeringskontorer.
– Ambulancer med udrykning er sendt til det ramte område, siger politiets talsmand, Hashmat Stanekzai.
Snesevis af mennesker er blevet dræbt ved selvmordsangreb i Kabul i de seneste uger – blandt andet ved to eksplosioner den 30. april, som dræbte mindst 26 mennesker – deriblandt ni journalister.
Omkring 45 blev såret ved angrebet, som Islamist Stat har taget skylden for.
En lastbilbombe blev bragt til eksplosion i Kabul i maj sidste år, hvorved omkring 150 mennesker blev dræbt.
/ritzau/AFP











