Jyske Banks resultat dykkede markant i de første tre måneder af 2018. Det viser regnskabet, der netop er offentliggjort.
Banken, der fra sit hovedsæde i Silkeborg er Jyllands største, har indført nyt regnskabssystem – IFRS 9.
Og sammen med mindre indtægter fra værdipapirer har det ramt resultatet.
Nettoresultatet – resultatet når alle regninger er betalt – faldt til 610 millioner kroner i de første tre måneder af 2018 fra 976 millioner kroner i samme periode 2017.
– IFRS 9 påvirker periodens resultat med minus 407 millioner kroner, da effekten af de ændrede skøn i BRFkredit udgiftsføres over resultatopgørelsen i modsætning til effekten i Jyske Bank, som fratrækkes direkte på egenkapitalen, skriver administrerende direktør Anders Dam i regnskabet.
Nedskrivningssaldoen forøges med 1.035 millioner kroner, skriver Jyske Bank. Nedskrivningssaldoen dækker over den konto, hvor der er sat penge til siden til kunder, der ikke betaler deres lån tilbage.
Det er resultatet af, at IFRS 9-reglerne indebærer, at Jyske Bank skal kigge på alle udlån og garantier, når man sætter penge til side til tab.
Jyske Bank kan dog ikke lægge hele tilbagegangen på skuldrene af den ændrede regnskabspraksis. Kursreguleringer – resultatet af de værdipapirer, banken selv ejer – endte med at koste Jyske Bank 68 millioner kroner.
I samme periode sidste år gav den post et overskud på 346 millioner kroner.
På positivsiden – set fra Jyske Banks stol – steg indtægterne fra gebyr- og provisioner markant til 506 millioner kroner. Her er det blandt andre investeringskunderne, der har holdt for.
– Stigningen kan især henføres til gebyrindtægter fra Jyske Invest Fund Management og DLR Kredit, skriver Jyske Bank.
Jyske Bank kan også glæde sig over, at bankens aktier i Nordjyske Bank blev 356 millioner kroner mere værd i første kvartal.
/ritzau/











