Bilist er ramt af stenkast fra motorvejsbro i Flensborg

    Tirsdag aften var der ikke mindre end to tilfælde af stenkast fra motorvejsbroer umiddelbart syd for den dansk-tyske grænse.

    Det oplyser det tyske politi i Flensborg ifølge TV Syd.

    Omkring klokken ti blev en bilist ramt af en granitsten, som blev kastet ned fra en motorvejsbro lidt syd for grænseovergangen ved Padborg i Sønderjylland.

    Stenen smadrede forruden og skadede bilisten, som dog selv var i stand til at trække ind til siden. Både tysk politi, brandvæsen og redningsmandskab blev efterfølgende tilkaldt til ulykken.

    Bilen blev ramt, da den kørte under en motorvejsbro ved Ellund på den tyske motorvej A7. Det er umiddelbart syd for motorvej E45 ved Padborg.

    Granitstenen måler 25 gange 25 centimeter og blev efterfølgende fundet i midterrabatten.

    Oprydningsarbejdet efter ulykken medførte en kø på omkring 300 meter på den danske side af motorvejen i retning mod Tyskland, skriver TV Syd.

    Mellem midnat og frem til klokken 2.00 natten til onsdag omdirigerede Syd- og Sønderjyllands Politi derfor trafikken til Tyskland gennem Padborg by.

    En halv time før stenen blev kastet fra motorvejsbroen ved Ellund blev også en anden sten kastet ned på motorvejen fra en motorvejsbro syd for Brarup.

    Det er cirka 10 kilometer længere sydpå i Slesvig-Holsten, oplyser det tyske politi i Flensborg.

    /ritzau/