EU er fast besluttet på at bevare atomaftale med Iran

    EU’s udenrigschef, Federica Mogherini, opfordrer det internationale samfund til at holde fast i atomaftalen med Iran.

    Det sker efter, at den amerikanske præsident, Donald Trump, tirsdag aften dansk tid meddelte, at USA forlader aftalen.

    – Aftalen med Iran om landets atomprogram er i live og leverer, siger Mogherini ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Det er særligt præsidentens melding om at genindføre sanktioner, der bekymrer hende.

    EU-præsident, Donald Tusk, skriver på Twitter, at EU-landene vil diskutere USA’s exit fra aftalen på et topmøde i Bulgarien i næste uge.

    Aftalen er lavet for at forhindre, at iranerne udvikler atomvåben. Men samtidig skulle omverdenen ophæve sanktioner mod landet.

    USA’s største allierede i Europa beklager i en fælles udtalelse USA’s beslutning om at forlade aftalen om Irans atomprogram.

    Det skriver den franske præsident, Emmanuel Macron, på Twitter.

    Efter talen melder præsidentkontoret i Frankrig, at Macron, har været i kontakt med den tyske kansler, Angela Merkel og den britiske premierminister, Theresa May.

    De tre europæiske lande var med til at forhandle aftalen på plads i 2015 sammen med USA, Rusland og Iran.

    Også i Rusland beklager man den amerikanske beslutning. Ifølge russiske repræsentanter i EU vil man forsøge at fastholde aftalen, skriver det russiske nyhedsbureau RIA ifølge Reuters.

    FN’s generalsekretær, António Guterres, opfordrer de resterende parter i atomaftalen med Iran til at overholde deres forpligtelser.

    Guterres siger i en erklæring, at han er “dybt bekymret” over Trumps beslutning om at trække USA ud af aftalen.

    – Det er vigtigt, at alle bekymringer vedrørende gennemførelsen af planen bliver løst gennem mekanismerne i JCPOA (aftalen, red.), siger han.

    På den anden side står den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, der kalder Trumps beslutning for “modig og rigtig”.

    – Det har været en opskrift på katastrofe, siger han.

    Aftalen blev indgået i 2015 og trådte i kraft i 2016.

    /ritzau/