Hviderusland fyrer landstræner under VM i ishockey

    Dave Lewis er ikke længere landstræner for Hvideruslands mandlige ishockeylandshold.

    Den 64-årige canadier er blevet fyret midt under VM-turneringen, der bliver spillet i Danmark.

    Det Hviderussiske Ishockeyforbund meddeler på sin hjemmeside, at samarbejdet er blevet bragt til ophør efter tre nederlag, der har bragt Hviderusland i fare for nedrykning.

    I stedet skal assistenten Sergey Pushkov overtage holdet i resten af VM-turneringen.

    Dave Lewis spillede i sin aktive karriere for flere NHL-klubber, og han blev senere cheftræner for Detroit Red Wings og Boston Bruins.

    Hviderusland har fået en meget skidt begyndelse på VM, hvor holdet spiller sine kampe i Royal Arena i København.

    Hviderusserne tabte deres første kamp 0-5 til Sverige, og det er ikke gået fremad siden.

    Hviderusland tabte dernæst 2-6 til Frankrig og 0-6 til Rusland, så hviderusserne er sidst i gruppe A uden point.

    Hviderusland mangler at møde Schweiz, Tjekkiet, Slovakiet og Østrig ved VM.

    Den næste kamp er onsdag mod Schweiz.

    /ritzau/