Den amerikanske førstedame, Melania Trump, har mandag fremlagt sin kampagne “Be best”, der skal forbedre børn og unges velvære, adfærd på sociale medier og forhindre stofmisbrug.
– Som en mor og som førstedame bekymrer det mig, at børn er mindre forberedt på at udtrykke sine følelser og nutidens hurtige og totalt forbundne verden, siger Melania Trump
– Nogle gange kan det føre til destruktiv adfærd såsom mobning, stofmisbrug eller endda selvmord.
Det er ikke første gang, at Melania Trump, der er gift med USA’s præsident, Donald Trump, viser interesse i at forbedre tonen blandt unge på internettet.
I marts var hun vært i Det Hvide Hus for en række store selskaber bag sociale medier og andre internettjenester. Her diskuterede parterne, hvordan man håndterede internetmobning og datasikkerhed.
Melania Trumps mand, Donald Trump, er flere gange blevet kritiseret for at være for hård i sin tone på eksempelvis det sociale medie Twitter.
Eksempelvis har Donald Trump for få dage siden angrebet nyhedsjournalister i landet med et opslag på Twitter med teksten:
– De falske medier er ved at blive skøre af at opdigte falske historier og bruge unavngivne kilder (der ikke eksisterer).
– De er totalt sindsforvirrede, og regeringens succes får dem til at gøre og sige ting, de ikke engang selv tror på, kan være sandt. I sandhed dårlige mennesker!
/ritzau/AP











