Sverige vinder også over Tjekkiet ved VM

    Sverige fortsætter den gode start i forsvaret af VM-guldet.

    Søndag besejrede “Tre Kronor” således en anden ishockeystormagt Tjekkiet med 3-2 i København.

    Svenskerne tog teten allerede i 1. periode, hvor NHL-spillerne Rickard Rakell og Mattias Janmark begge var effektive foran mål.

    Rakell placerede smukt pucken oppe i målhjørnet, og Janmark skramlede en retur i nettet fra nært hold i powerplay.

    I 2. periode reducerede Tjekkiet til 1-2, før Mika Zibanejad fra New York Rangers gjorde det til 3-1 i 3. periode, og Tomas Hyka reducerede til slutresultatet knap fire minutter før tid.

    Mod slutningen tog tjekkerne målmanden ud, men lige lidt hjalp det.

    Tidligere søndag fortsatte også den forsvarende OL-guldvinder, Rusland, den perfekte start på VM-slutrunden, da Østrig blev nedlagt med 7-0.

    Fredag indledte holdet turneringen med en 7-0-sejr over Frankrig.

    Sverige vandt i den første kamp med 5-0 over Hviderusland.

    /ritzau/