Delaney er usikker på sin fremtid i Werder

    Landsholdsspilleren Thomas Delaney kan måske have spillet sin sidste hjemmekamp for Werder Bremen.

    Selv om den 26-årige dansker har kontrakt med den nordtyske klub i yderligere tre sæsoner, så er det usikkert, om han fortsat er at finde i Werder Bremen efter sommerpausen.

    – Jeg ved det ikke, svarer Delaney ifølge nyhedsbureauet dpa på spørgsmålet om, hvorvidt han har spillet sin sidste hjemmekamp.

    – Der er en fin linje mellem at være ærlig og sige sin mening – og at være respektløs over for den klub, hvor man er på kontrakt, fortsætter midtbanespilleren.

    Den tidligere FC København-anfører har aldrig lagt skjul på, at han gerne vil prøve sig af i den engelske Premier League en dag. Her kan sommerens VM med det danske landshold måske hjælpe ham på vej.

    – Vi må se, hvad der sker. I fodbold er alt muligt, siger Delaney.

    Sportschefen i Werder Bremen, Frank Baumann, havde fredag en samtale med Delaneys agent. Heller ikke Baumann ved, hvor længe han har den danske midtbanespiller på holdet.

    – Det står ikke klart.

    – Det er helt legitimt, at Thomas udtrykker sig, som han gør, siger Frank Baumann.

    Werder Bremen spillede lørdag 0-0 på hjemmebane mod Bayer Leverkusen. Nordtyskerne runder sæsonen i Bundesligaen af i næste weekend, når Mainz venter på udebane.

    /ritzau/dpa