Tidligere Volkswagen-topchef sigtet i dieselsag i USA

    Volkswagens tidligere topchef Martin Winterkorn er blevet sigtet ved en domstol i USA for sin formodede rolle i skandalen med snydesoftware.

    Winterkorn menes at have taget del i et forsøg på at vildlede amerikanske miljømyndigheder, viser dokumenter fra domstolen torsdag ifølge flere nyhedsbureauer.

    Domstolen har haft sigtelsen liggende siden marts, men den er først blevet kendt torsdag, skriver nyhedsbureauet AP.

    Winterkorn måtte gå af som topchef i den tyske bilgigant efter skandalen med snydesoftware.

    Volkswagen havde udstyret 11 millioner biler med teknik, så bilerne kunne snyde i myndighedernes test. Dermed fremstod bilerne mere miljøvenlige, end de i virkeligheden var.

    Volkswagen indrømmede i efteråret 2015, at snydesoftware var indbygget i millioner af dieselbiler verden over.

    Den hemmelige mekanisme gjorde, at bilerne på vejene kunne udsende op til 40 gange så stor en mængde kvælstofilter, som måleudstyr ville vise under en test.

    /ritzau/AFP