Venstre: Pant på plastflasker er på vej

    Der skal pant på flere flasker, sådan så plastflasker fra eksempelvis saftevand og kakao også bliver afleveret til genbrug.

    Sådan lyder et af forslagene i det miljøudspil, som Socialdemokratiet præsenterer torsdag. Og faktisk er forslaget godt på vej til at blive til virkelighed allerede.

    Regeringen er nemlig allerede i gang med at udvikle det danske pantsystem, så flere typer af plastikflasker kan omfattes. Det oplyser Venstres miljøordfører, Erling Bonnesen.

    – Der har socialdemokraterne sådan set taget en kopi af det, vi er i gang med. Og det er da fint nok, siger han.

    – Plast er et meget stort problem, også i Danmark. Og det skal vi have løst, siger Bonnesen.

    Andre S-forslag om forbud mod gratis plastikposer og afgift på drikkevand i plastflasker er V mere skeptisk overfor.

    – Vi er meget påpasselige med, at vi ikke kommer til at indføre nye røde skatter og afgifter. Det løser ingenting, siger Bonnesen.

    – Vi skal have det opsamlet, sorteret og genbrugt.

    /ritzau/