Mindst 77 er blevet dræbt, og 143 er blevet kvæstet under en kraftig støvstorm i det nordlige Indien.
– Sandstorme har forårsaget 77 dødsfald og har kvæstet mindst 143 mennesker i den nordlige del af landet, hvor træer er væltet, og husmure er ødelagt af stormen, siger embedsmænd i New Delhi.
Stormen natten til torsdag hærgede delstaterne Uttar Pradesh og Rajasthan, hvor antallet af dødsofre og kvæstede ventes at stige.
46 er bekræftet omkommet i Uttar Pradesh i nord, og 31 er bekræftet omkommet i Rajasthan i vest.
Stormen har væltet over 8000 el-maser og trukket flere hundrede træer op med rode.
– Der er omfattende strømafbrydelser i de ramte områder, og der er mangel på vand, siger en embedsmand i Jaipur Distriktet T. Ravi Kant.
CNN rapporterer, at myndighederne i Uttar Pradesh har indført alarmberedskab i de kommende to døgn, hvor det ventes, at antallet af døde og kvæstede stiger.
Den indiske premierminister, Narendra Modi, har på Twitter udtrykt sin sorg over de mange døde og sårede.
Agra distriktet i Uttar Pradesh, hvor Taj Mahal-monumentet ligger, er et at de hårdest ramte områder.
Embedsmænd siger til BBC, at vindstød på 130 kilometer i timen har skadet dele af Taj Mahal. To minareter er blevet beskadiget. Søjler, der er omkring fire meter høje, er væltet.
De fire højere minareter, som omgiver monumentets hovedbygning, er intakte.
Det berømte mausoleum fra det 17.-århundrede tiltrækker årligt 12.000 besøgende.
/ritzau/AFP











