Overhuset i London vil have ret til at blokere brexit

    Det britiske overhus stemmer ja til at give parlamentet flere beføjelser i Brexit-komplekset, sådan at parlamentet kan blokere eller forsinke en endelig aftale om brexit.

    335 medlemmer stemte ja til flere beføjelser, da forslaget var til afstemning mandag eftermiddag. 224 stemte nej.

    Det vedtagne forslag siger, at parlamentet skal have det afgørende ord i den aftale, som regeringen forhandler på plads med EU om det britiske farvel til det europæiske fællesskab.

    Parlamentet kan således sende regeringen tilbage til EU for at forhandle en bedre aftale på plads.

    Det er imidlertid ikke givet, at forslaget bliver endeligt vedtaget, for det skal også igennem parlamentets underhus.

    I Overhuset sidder personer, der er udpeget for livstid, mens medlemmerne af Underhuset er folkevalgte.

    Premierminister Teresa May har et spinkelt flertal i Underhuset.

    Storbritannien trækker sig efter planen ud af EU med udgangen af marts 2019. Derefter kommer en overgangsperiode.

    /ritzau/Reuters