Mand er skyldig i brutal voldtægt mod 95-årig kvinde

    En 95-årig kvinde lå i sin seng og sov, da hun en nat i oktober sidste år pludselig blev vækket og udsat for en brutal voldtægt i sit hjem i Græsted.

    Mandag har et nævningeting ved Retten i Helsingør kendt en 33-årig mand skyldig i forbrydelsen.

    Under sagen har den tiltalte nægtet, at han overhovedet havde været til stede hos den ældre og forsvarsløse kvinde.

    På offeret er der imidlertid fundet dna fra manden, og blandt andet derfor valgte retten at kende den tiltalte skyldig.

    Straffen i sagen udmåles først om en uge, da retten afventer en udtalelse fra Retslægerådet. Den udtalelse kan få betydning for, hvilken straf anklageren vil kræve manden idømt.

    /ritzau/