Fotografer bombes under dækning af bombeangreb i Kabul

    To eksplosioner i den centrale del af Afghanistans hovedstad, Kabul, har mandag kostet mindst 21 personer livet, oplyser det afghanske indenrigsministerium. 27 meldes såret.

    Blandt de dræbte er en fotograf fra det franske nyhedsbureau AFP, og en fotograf fra nyhedsbureauet Reuters er lettere såret af granatsplinter.

    Ingen har foreløbigt taget skylden for angrebet.

    Morgenens første eksplosion blev fulgt op af en anden kort tid efter. Den første ramte kvarteret Shash Darak nær efterretningstjenestens lokaler.

    Efterfølgende detonerede endnu en bombe nær journalister, fotografer og kamerafolk, som var i gang med at dække den første eksplosion.

    Fire personer blev dræbt af den første bombe, oplyser Najib Danish, som er talsmand i det afghanske indenrigsministerium.

    Den afghanske politileder Jan Agha oplyser, at en journalist blev dræbt af den anden eksplosion, som også sårede to politibetjente.

    Politichefen Dawood Amin siger, at en række udenlandske kontorer er placeret i det område, hvor eksplosionerne fandt sted.

    Flere tilskadekomne bliver mandag morgen behandlet på hospitalet.

    Det franske nyhedsbureau AFP skriver på Twitter, at dets fotograf Shah Marai blev dræbt.

    /ritzau/Reuters