Flere syriske militærbaser beliggende i Hama og Aleppo har søndag aften været mål for raketangreb.
Det oplyser Syriens statslige tv-station ifølge Reuters. Der er meldinger om eksplosioner på eller nær militærbaserne. Det er endnu uvist, om angrebene har kostet menneskeliv.
Ingen har taget ansvar for angrebene, men ifølge det israelske medie Haaretz er der meldinger om, at Israel kan stå bag aktionen.
Tidligere søndag sagde Israels forsvarsminister, Avigdor Lieberman, at Israel uden tøven vil reagere “meget kraftfuldt” i tilfælde af enhver form for angreb mod landet.
– Vi har ingen intentioner om at angribe Rusland (der støtter det syriske styres kamp mod oprørere, red.) eller blande os i interne syriske anliggender. Men hvis nogen tror, at de kan affyre missiler eller angribe Israel eller vores fly, så vil vi helt sikkert svare igen, og vores svar vil være meget kraftfuldt, sagde han ifølge Haaretz.
Udtalelsen kommer mindre end en måned efter et angreb mod en syrisk luftbase, som er under iransk kontrol.
Adskillige iranske soldater blev dræbt i angrebet, som Syrien, Rusland og Iran beskylder Israel for at stå bag.
/ritzau/









