Facebooks overskud vokser trods skandalesag

    Virksomheden bag det sociale medie Facebook klarer sig trods den seneste tids udfordringer igennem årets første kvartal med et kraftigt forøget overskud.

    Facebooks første kvartalsregnskab i 2018 viser et overskud på 5 milliarder dollar (over 30 milliarder kroner), hvilket er en forøgelse på 63 procent.

    Samtidig er indtægterne fra annoncer steget med 50 procent til 11,8 milliarder dollar. Det gennemsnitlige antal daglige brugere er også steget fra 2,13 milliarder til 2,2 milliarder.

    Facebooks stifter og administrerende direktør, Mark Zuckerberg, lægger i sine kommentarer til regnskabet ikke skjul på, at han kunne have frygtet et dårligere regnskab.

    – Selv om vi har stået over for væsentlige udfordringer, så har vores fællesskab og forretning fået en stærk start på 2018, skriver Zuckerberg.

    Ifølge nyhedsbureauet dpa er de gode regnskabstal noget bedre end ventet.

    Dpa noterer dog samtidig, at der var grænser for, hvor meget de seneste måneders skandale om Facebooks lemfældige omgang med brugernes private data kunne påvirke regnskabet.

    Det skyldes, at sagen først for alvor kom til offentlighedens kendskab lige i slutningen af regnskabsperioden.

    Derfor ventes sagen om deling af data med analysefirmaet Cambridge Analytica først for alvor at kunne slå igennem i næste kvartalsregnskab.

    /ritzau/AFP