Efter skud affyret mod asylcentret i Dronninglund har en dommer i Hjørring onsdag varetægtsfængslet den formodede gerningsmand, oplyser politiet.
Det var ved halvtretiden natten til tirsdag, at der blev affyret skud fra et haglgevær gennem et vindue på centret.
Tirsdag formiddag slog betjente så til og anholdt den mistænkte, der uden dramatik blev anholdt i Brovst.
Nordjyllands Politi ønsker ikke at oplyse, hvilken sigtelse der er rejst imod den anholdte. Der er således ikke svar på, om manden sigtes for at ville dræbe en eller flere beboere på centret. Heller ikke hans alder vil man rykke ud med.
Onsdagens grundlovsforhør er foregået bag lukkede døre. Den mistænkte har kæret dommerens afgørelse om fængsling frem til 23. maj til Vestre Landsret, oplyser politiet dog.
Ingen personer kom noget til ved det natlige skyderi.
/ritzau/











