Guru dømmes for voldtægt af pige og Indien frygter ballade

    En populær indisk guru er onsdag dømt for voldtægt af en teenager under påskud af at ville uddrive onde ånder. Pigen var en af hans mange følgere.

    Det fortæller pigens advokat, Utsav Bains, som er blevet orienteret af kolleger fra et lukket retsmøde i et fængsel i Jodhpur.

    Ifølge advokaten står guruen til mindst 10 års fængsel. Straffen ventes senere onsdag, og indiske myndigheder frygter, at det kan udløse uro.

    Han er også tiltalt for at have voldtaget en anden følger og for at være involveret i drab på to studerende.

    77-årige Asaram Bapu er en populær guru både i Indien og udlandet. Han opfordrer sine mange følgere til at leve et fromt liv uden seksuelt begær.

    Guruen nægter, at han har voldtaget pigen.

    Retsmødet var lukket for offentligheden, og fængslet er godt bevogtet.

    Indiske myndigheder har skærpet beredskabet, og tusinder af ekstra betjente er sendt på vagt i forbindelse med Asarams retssag.

    Myndighederne frygter omfattende ballade fra guruens tilhængere.

    Da en anden hinduistisk guru blev idømt 20 års fængsel for voldtægt i 2017, udløste det voldsom og længerevarende uro, der kostede 38 mennesker livet.

    Jodhpur ligger i den nordvestlige del af Indien omkring 500 kilometer vest for New Delhi.

    /ritzau/AFP