Ved midnat dansk tid lukkede valglokalerne i Grønland, og tidligt onsdag ventes resultatet af valget til Inatsisartut, Landstinget, at blive offentliggjort.
Ved de to foregående valg forelå resultatet omkring klokken seks dansk tid. Men tilsyneladende er der lidt færre stemmesedler at tælle denne gang.
Ifølge Grønlands Radio (KNR) var valgdeltagelsen tirsdag eftermiddag lokal tid således noget lavere end ved valget i 2014.
De 40.840 stemmeberettigede kunne vælge mellem 232 kandidater fra syv partier. Der er i alt 31 pladser i parlamentet i Nuuk.
/ritzau/











