De store og etablerede partier i Grønland går tilbage ved tirsdagens valg til landstinget, Inatsisartut, hvis man skal tro den seneste meningsmåling.
Den blev offentliggjort af KNR (Grønlands Radio) og avisen Sermitsiaq.AG i sidste uge.
Der skal dog tages forbehold for partilederdebatten mandag aften, hvilket kan have rykket nogle af stemmerne. Desuden skal meningsmålinger i Grønland tages med et par gram og ikke blot et gran salt.
– De har tidligere skudt forbi i forhold til at komme ud på kysten, hvor Siumut gør det godt. Der er en skævhed i forhold til, hvad folk i Nuuk stemmer, hvor IA og Demokraterne gør det godt.
– Så det giver en strømpil, men det er lidt på mavefornemmelsen, siger Rasmus Leander Nielsen, adjunkt ved Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik.
Både det socialdemokratiske Siumut, der indtil valget har siddet på posten som landsstyreformand, og det venstreorienterede Inuit Ataqatigiit (IA) står til tilbagegang i forhold til 2014.
Men IA under ledelse af Sara Olsvig forbliver ifølge målingen i front som Grønlands største parti med 31 procent af stemmerne. Det giver partiet 10 af de 31 pladser i Landstinget, hvilket vil være en tilbagegang på et mandat.
Nuværende landsstyreformand Kim Kielsens Siumut vil få 27,4 procent og ni pladser, en tilbagegang på to, viser meningsmålingen.
Kielsen gør det i denne uges udgave af avisen AG klart, at han vil lade IA føre de første forhandlinger om at danne en ny regering, hvis partiet bliver større end Siumut.
Målingen er foretaget af HS Analyse og bygger på besvarelser fra 723 personer, der er spurgt i perioden 11.-15 april. Hver fjerde vælger havde dog endnu ikke besluttet sig. Der er knap 41.000 stemmeberettigede i Grønland.
Det liberale parti Demokraterne stormer frem. Hvis målingen holder stik, kan partiet regne med knap hver femte stemme (18,8 procent). Det svarer til en fremgang fra fire til seks mandater.
Tidligere landsstyreformand Hans Enoksens parti, Naleraq, står uændret til tre mandater. Naleraq vil liberalisere fiskeripolitikken og have et selvstændigt Grønland i 2021.
De tre små partier Atassut (borgerligt), Samarbejdspartiet (ønsker øget samarbejde i rigsfællesskabet) og udbryderpartiet Nunatta Qitornai står til hver et mandat.
/ritzau/