Den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, har besøgt både den kinesiske ambassade i Nordkorea samt et hospital i kølvandet på en dødelig trafikulykke med kinesiske turister søndag.
Det rapporterer det statslige nyhedsbureau KCNA tidligt tirsdag morgen lokal tid.
Mandag oplyste Kinas udenrigsministerium, at “adskillige” kinesiske turister var omkommet i en trafikulykke i den nordlige Hwanghae-provins søndag.
Det er fortsat ikke oplyst, hvor mange der er dræbt.
Kinesisk stats-tv skrev mandag på Twitter, at en turistbus var styrtet ned fra en bro, og at mindst 30 mennesker var døde. Tweetet blev dog senere slettet, og oplysningerne er ikke bekræftet fra officielt hold.
Nordkorea er et populært turistmål for kinesere, især fra det nordøstlige Kina.
Den nordlige Hwanghae-provins grænser op til Sydkorea og er hjemsted for byen Kaesong, der er tidligere hovedstad under det koreanske kongedømme Goryeo.
/ritzau/Reuters